Det føles fantastisk at kunne sige jeg arbejder. Endelig! Og så det at jeg laver noget jeg elsker.
Det er vildt at jeg er så booket som jeg er. Men jeg er vild med det.
Jeg har tænkt på at begynde på at tage et lille beløb for hver session, ikke det helt vilde, men bare lidt. Jeg skal lige have haft et shoot med de kunder der har booket nu, men så begynder jeg.
Jeg gør det ikke for at blive rig, slet ikke. Men jeg ligger trods alt rigtig meget tid og arbejde i det, og jeg skal også ud og investere i et nyt objektiv her på mandag. Så det tænker jeg at jeg godt kan tillade mig.
Jeg har også fået nyt kamera! Matthew havde sit med fra England, super lækkert Canon, der minder utrolig meget om mit, men kigger man efter i specifikationerne, så er hans bedre. Så vi har snakket om at jeg så skulle sælge mit. Jeg er super glad for det, men jeg har trods alt kun brug for et, og Matthew har givet mig sit, så ja. Hvorfor ikke.
Jeg skulle også lige øve mig med det her den anden dag, og her er resultatet. Se lige min lækre kæreste! 😀
I går skrev jeg et indlæg om at jeg er igang med at starte op som selvstændig fotograf.
Jeg havde ærlig talt ikke regnet med noget som helst, men jeg er ganske enkelt overvældet af alle de henvendelser jeg har fået!
I går aftes vibrerede min telefon konstant, og nogle dage i næste uge og de næste par weekender er jeg booket til en masse shoots. Det er så fedt, og jeg havde ikke troet at så mange ville bruge mig! Ja, jeg ved godt jeg arbejder gratis, men alligevel.
Udover det, så var jeg på et shoot i dag med min kammerat. Jeg spurgte ham om han havde lyst, og han gik med det samme i fuldstændig model mode. Vi var ude i halvanden time, og han er et naturtalent foran et kamera. Han behøvede kun ganske få instrukser, hvilket gjorde det meget nemt for mig. Han var så dejlig at arbejde med, og alle de billeder vi skød blev super gode, så at udvælge et par stykker, var bare så svært. Men jeg blev nødt til at finde ud af hvilke billeder der var bedre end de bedste. Efter jeg postede dem på min facebook kom der også lige en masse der åbenbart er vilde med mit arbejde. Det synes jeg er ret fedt.
Jeg vil lige slutte af med det billede af ham der er min personlige favorit.
Husk at gå ind og kigge og evt. like min facebook side Stasya Photography, og find mig på instagram stasya.photography 🙂
I lang tid har jeg gået med denne her lille drøm om at starte som selvstændig. Nu har jeg endelig samlet mod til mig og mere eller mindre sprunget ud i det.
Jeg har som yngre lavet noget model arbejde, men jeg fandt ud af at det var mere spændende at stå bag kameraet. Jeg har taget kurser i avanceret fotografi, og føler nu at jeg kan begynde at arbejde med det. Jeg vil ikke kalde mig andet end amatør fotograf, for jeg har ingen formel uddannelse i det. Men jeg tror på at jeg på sigt kunne få noget op at køre med lige netop det her, da jeg vil det og jeg har en passion for det.
Så derfor kommer jeg med en lille opfordring til jer allesammen.
For at jeg kan opbygge en portfolio søger jeg modeller, til alle slags portrætter. Om det er til et CV, et profil billede, outfit of today eller et photoshoot fordi du har synes at det mangler du, vil jeg blive meget glad hvis du vil bruge mig. Mine ydelser koster intet, da jeg gør det fordi jeg elsker det og for at få mere erfaring.
Find min side på facebook og se noget af de portrætter jeg har lavet, og hjælp mig med at få lavet nogle flere. Jeg kan kontaktes døgnet rundt 🙂
Lige nu er klokken 02.56, og jeg sidder og synes det hele er svært.
Jobcentret har tilknyttet mig en mentor, som jeg havde første møde med i dag. For at han skulle lære mig at kende, og for at han kan hjælpe mig bedst, skulle jeg fortælle en masse ting om mig selv. Deriblandt om Vincent.
Jeg savner ham rigtig meget. Især nu hvor han kan en hel masse selv, og han snakker rigtig meget. Han siger tit til mig at han vil hjem til mig, og når jeg er der vil han ikke have jeg går. Jeg ved ikke om han siger det fordi han kan mærke jeg hader at han ikke er ved mig, eller om han siger det fordi han faktisk gerne vil. Ja, en dreng på tre år har nok ikke sin egen mening, men alligevel.
Min mor har bestemt at jeg kun må se ham en gang om ugen, og det er rigtig hårdt. Jeg føler at hans far, som ser ham hver anden weekend, ser ham mere end jeg gør. Og Vincent må ikke engang komme hjem til mig på overnatning. Min mor har hele tiden sagt ‘Når der er nogle ved dig, så må du gerne få ham på overnatning’. Nu bor jeg sammen med Matthew, som Vincent er helt vild med, og med Bertil. Men jeg må stadig ikke have ham. Det synes jeg ikke er okay egentlig. Da jeg flyttede herud fik jeg noget af hans legetøj herud som han kan lege med når han er her, men hvor mange gange har mine forældre besøgt mig på de tre måneder jeg har boet her? Tre gange. To af gangene har Vincent været med. Jeg tror virkelig ikke de gider komme og besøge mig. Men det er egentlig ligegyldigt hvor jeg har boet henne, så har de aldrig besøgt mig. Nogle gange tænker jeg på at sige min lejlighed op og flytte hjem i deres kælder igen. Kun så jeg kan være sammen med Vincent hver dag. Men det går ikke, for når han er anbragt der, så må jeg ikke bo der. Det kan jeg sådan set godt forstå, og det er også bedre for mig at jeg bor for mig selv.
Jeg savner ham bare.
Jeg ville ønske at det var mig der skulle stå op med ham om morgenen, og putte ham om aftenen. At det var mig der fulgte ham i børnehave om morgenen og hentede ham igen om eftermiddagen. Jeg tænker tit på bare at ringe til hans sagsbehandler og sige at nu vil jeg gerne have ham hjem. Men det går ikke. Ikke endnu. Jeg er ikke stabil nok. Jeg har været stabil med stemmer i noget tid nu, men mine psykiske nedturer skyldes som regel at jeg savner Vincent. Så det er faktisk bare en ond cirkel. Jeg kæmper for at blive psykisk stabil, holde min sygdom i skak, men samtidig går det ikke når jeg ofte får det skidt, fordi jeg savner min søn, som jeg ikke må have hos mig.
Nogle dage kan jeg ikke holde ud at være hjemme. Der må ske noget. Jeg må tage en pause fra at mit hjem mangler nogen. Så der er mange dage i ugen hvor jeg bliver nødt til at tage ud og lave noget. Se noget andet. Jeg er begyndt at træne, og det hjælper lidt. Andre dage tager jeg i byen. Ikke at jeg har råd til det, men jeg behøver heller ikke drikke mig i hegnet. Når jeg er ude møder jeg altid nogle jeg kender, så når jeg er i byen har jeg altid nogen at snakke med. Men jeg kan godt mærke, de dage hvor jeg har råd til at drikke.. Sidder jeg for mig selv i mere end to minutter bliver jeg ked af det, og ville ønske jeg hellere kunne sidde hjemme med min søn og putte med ham.
Bare det at skrive det her indlæg gør ondt. Helt indeni. Jeg kan mærke tårerne presse på. Men jeg ved også at det er nødvendigt. Min blogging er terapi. Det er bedre end at gå til en psykolog, for her kan jeg få alle mine tanker ud, helt ufiltreret. Helt uden jeg skal analyseres sønder og sammen. Det er rart. Men det er stadig hårdt. Det gør ondt. Jeg vil have min baby hos mig. Jeg tror ikke at jeg kan blive hel før han er hjemme ved mig.
Jeg sad og kiggede på nogle forskellige salgssider, og jeg faldt over noget som jeg bare ikke kunne stå for.
En lille kattekilling på 12 uger. Han var så sød, og selvom jeg har været allergisk i mange år, måtte jeg bare have ham.
Dagen efter tog vi i Maxi Zoo og købte lidt ind til ham, og fik samtidig en gratis killinge pakke, som jeg havde bestilt aftenen før. Senere på dagen tog vi til Roskilde og hentede ham. Han var så sød, og virkede tryg med det samme. Det sjove er bare, jeg reagerede slet ikke på ham, og her en uge efter er der stadig ingen reaktion. Så jeg er åbenbart ikke allergisk?
Han havde en lidt svær første aften hos os. Han gik rundt og pev og ledte efter sin mor, og det kunne jeg slet ikke have, så han kom op til mig, og han fandt straks ro.
Han er faldet så fint til her den sidste uge hvor vi har haft ham, og jeg er så glad for ham. Han ligger og sover ved mig hver nat, og det har også virkelig hjulpet psykisk på mig at han er her.
Vi har haft lidt svært ved at finde ud af hvad vi skulle kalde ham, men vi er til sidst kommet til enighed.
Jeg er stor fan af The Nightmare Before Christmas, så jeg synes vi skulle kalde ham Zero, på trods af han ikke er en hund.
Jeg glæder mig helt vildt til Vincent skal møde ham, for jeg har altid lagt stor vægt på at jeg synes han skal vokse op med kæledyr. Mine forældre har ingen dyr, men jeg tænker det er okay at jeg så har, så på en måde vokser han op med et kæledyr. Jeg viste ham et billede af Zero og han synes han er så sød. Han er en typisk killing, men han er også bare sød 🙂
